Meineche – Navnet .

Navnet Meineche kan spores langt tilbage i tiden. Det er kendt i Danmark siden middelalderen, og gennem de forløbne århundreder stavet på mange forskellige måder. Stavemåden følger som regel udtalen i den landsdel, hvor navnet forekommer, hvor det er registreret i ting- og retsbøger, skrevet i skødeprotokoller og kirkebøger, og senest i landets mandtalslister. Bærere af navnet Meineche, er i den svundne tid forekommet overalt i nordeuropa og skandinavien. Hyppigst forekommer det inden for de områder, der dengang regnedes til det danske rige, også hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Fra linien Hamburg-Kiel og over Flensburg og til Ribe boede mange navngivne Meineche’r, og her er navnet stavet og udtalt efter tysk sprogbrug. Oprindelsen peger da også mod syd. Måske er navnet kommet fra Tyskland, men det er ikke sikkert. 

Det kan være opstået mange steder, og det har i sin første form været et almindeligt brugt fornavn eller tilnavn. Som fornavn henviser navnet til den lille mand, til drengen, til familiens yngste eller enebarnet. Vi bruger jo stadig at kalde den lille for ”manse” eller ”manne”. Formen ”Manneke” er tidligere tiders navn for en lille, trind person, og vi kender den lille statue Manneken –statuen der står på torvet i den Belgiske by Bruxelles og lader sit springvand og har gjort lige siden 1619. Der står i øvrigt også en lille statue af ham i den fynske by Bogense. Siden oprindelsen for mange hundrede år siden er Manneke i forbindelse med andre mandsnavne blevet til et efternavn, og dermed begynder de forskellige stavemåder. Det sidste skyldes nok mest, at munke, præster og degne har skrevet navnet som de hørte det, som de opfattede det, når en mand eller en mands kone skulle have sit barn ført til dåben, eller på anden måde skulle have barnet registreret. Forældrene har ikke selv kunne rette skriveren, af den simple grund, at de ikke selv kunne læse eller skrive. Derfor findes der i kirkebøger, i retsdokumenter, og i de mange andre folianter og gulnede papirer de mange forskellige stavemåder af dette særprægede slægtsnavn.

Det er trods alt af stor værdi, når Meineche-navnet,  - uanset skrivemåde – kan følges i arkiverne. Det kan godt være udeladt i nogle tilfælde, hvor vedkommende har haft flere navne og skriveren har nøjedes med at skrive et par stykker, måske for at spare på blækket og papiret. Indtil 1830’erne da myndighederne i misforstået iver for at gøre os alle sammen ensrettede med –sen navne, da havde man siden hedenold fået sin fars fornavn med tilføjelse af –søn eller –datter. Endvidere fik man i daglig tale et tilnavn efter slægtens oprindelse eller faderens bosted, efter landsbyen eller anden tilhørsforhold. Hed en mand Anders Nielsen, så kom hans ældste søn til at hedde Niels Andersen, og dertil fik han så et slægtsnavn eller et kendenavn der adskilte ham fra andre Anders’ sønner. Var man af almuen kunne det være usikkert om tilnavnet blev taget med af skriveren. Var man håndværker eller embedsmand gik det straks noget nemmere. Var man af højere stand, af adel eller ældste kongelig tjeneste da fik tilnavnet 1. prioritet. Og de der søger deres aner i adelige kredse eller militære kredse, er næsten sikker på at kunne føre stamtavlen helt tilbage til middelalderen eller måske endnu længere. Trods de nye regler for navngivning der kom i 1830’erne overlevede trods alt fleste tilnavne og slægtsnavne. Vi har i den senere tid i særdeleshed hørt navne hver dag der fortæller om en oprindelse eller et tilhørsforhold, som for eks Holm, Bak, Kær, Dal, Bonde. Håndværkernavne ligeså, Snedker, Bager, Væver, Skrædder, Bødker. De adelige fortsatte uantastet gennem officerskredse, hvor det var meget almindeligt at man satte et ”von” foran, og senere troede mange sig af adel. Der kendes nogle få inden for ”Meineche’ne” der har skrevet sig von Meineche, især officerer fra de Slesvigske krige.

Her på Djursland kalder vi os ”Meinik” – og det vedkender vi os gerne – men vi staver det alligevel forskelligt. Vi træffer navnet her på Djursland, helt nøjagtigt i Fjellerup i 1400-tallet. Her boede en mad der skrev sig Anders eller Andreas Nielsen, men som blev kaldt Meinik. I en gammel bog som jeg har fundet og læst skriver man at ”denne Anders Nielsen, som man Meinik kalde” og man formoder han har været en fribonde. Man lagde navnlig mærke til at han kaldes ”Meinik”, det fortæller om hans tilhørsforhold eller oprindelse. Hans far kan have heddet Niels, han var da Niels’ søn, Nielssøn, og faderen havde måske også været kaldt ”Meinik” .  Denne Anders ”Meinik” har fået sit navn registrerert, da han i året 1455 overlod Gråbrødreklostret i Randers en jord i Skt. Peders Sogn i Randers, næstøsten for Skt. Morten. Hvorfor han nu blev kaldt Meinik,  det kan vi kun gætte os til. Måske er han kommet sydfra eller hans forældre eller forfædre længe før 1400-tallet er kommet med skib.  Han eller De kan også have været skippere, og gået i land på Fjellerup strand, eller han kan være kommet via Randers, hvorfor skulle han ellers eje jord der? Og hvorfor skulle han give det til klostreret i Randers? Han kan stamme fra Mandø, have været en ”mannik”, for når Fanøboerne hedder fannikker, kan Mandøboere vel også kaldes mannikker? Vi ved ikke rigtig hvor han kommer fra eller om han kommer os ved, men vi har da lov at nævne det.